Vicki Kolby Keramik

Håndlavet Keramik



Træffes efter aftale

tlf. 28 43 92 94

vkolby@gmail.com

www.vickikeramik.dk

Hjem Galleri Om Udstillinger Kontakt

Jeg er født og opvokset i Cleveland, Ohio, USA. I 1970 var jeg ét år i Danmark som udvekslingsstudent.  De 4 efterfølgende år læste jeg på college i USA, og afsluttede min uddannelse med en Bachelor of Fine Arts fra Ohio State University. 

I 1975 kom jeg tilbage til Danmark og begyndte at lave keramik i et stort fælles værksted i Turesensgade på Nørrebro. Inspireret af den danske pottemagertraditions former, sammen med min interesse for planter, begyndte jeg at arbejde med rødler og udviklede en serie urtepotter. 

Efter et par år i Turesensgade stiftede jeg familie, og keramikken blev sat på vågeblus. Jeg måtte nøjes med en drejeskive i et skur, der hvor jeg boede og med milebrændinger i baghaven. 

I 1980 fik jeg arbejde på Sandtoften, et keramikværksted for udviklingshæmmede. Arbejdet  var spændende og inspirerende både personligt og fagligt. Af lyst og nød måtte jeg se på keramik med helt nye øjne! Før arbejdede jeg udelukkende på drejeskiven, men jeg fandt nye udfordringer i pølser, kugler og plader.Jeg var lidt over 10 år på Sandtaften, men syntes der skulle ske noget nyt. Jeg tog en uddannelse som teknisk assistent, som appellerede til min teknisk, konstruktiv side, de smukke tusch tegninger appellerede til min æstetiske side. Inden jeg blev færdig med uddannelsen, var tusch pennene dog blevet erstattet af computere. Men det blev jeg også lidt af en ørn til og kom til at arbejde med alt fra havne og bro byggeri, til trafik planlægning, kloakering, landmåling og korttegning. Det var en meget lærerigt 10 år, men musen og tempoet i den pulserende byggebranche blev for meget, og keramikken lurede i baghovedet.

Da et butikslokale i nærheden af hvor jeg boede blev ledigt i november 2004, sprang jeg til, og etablerede værkstedsbutikken "Så No'en Potter". Navnet kommer fra min tid i Turesensgade. Vi var nogle stykker, der kørte rundt til forretninger med keramik bag på cyklerne, og bramfrit præsenterede vores varer som netop "så no'en potter" . Der blev grint meget over det bagefter, men det blev vi ved med at sige alligevel. 

Desværre lukkede "Så no'en Potter" i 2007, men produktionen fortsatte i mit gamle værksted i Henrik Rungs Gade 21, lige på den anden side af grænsen  til Frederiksberg, på Nørrebro. Kort tid efter blev et kælder lokale i Thorvaldsensvej ledigt og der var jeg de næste 2 år. I 2012 blev min drøm om at samle bolig og værksted til virkelighed, da jeg flyttede til drømmehuset på Stevns.

Min nuværende produktion har udviklet sig fra sit udspring i rødlerspotterne, som jeg lavede for mange år siden. De drejede potter er udgået, og nu arbejder jeg udelukkende med plader. Leret bliver rullet ud, skåret til i flade geometriske figurer, som samles og bliver til fyldige organiske former . Sort- og rødler er også udgået og stentøj og lidt porcelæn er kommet til. At arbejde med plader giver mulighed for konstant udvikling. Ved hjælp af computeren tegner jeg fladerne som kan varieres, roteres, gentages og hver ændring vækker min nysgerrighed til at prøve noget nyt og anderledes.  Og netop derfor kan min hjemmeside kun være et øjebliksbillede, for i morgen kommer der sikkert noget nyt.